|
- Tilbage
Adobe Premiere Pro CS5
Da jeg begyndte at studere på NTI-skolen i 1997 hed Premiere-versionen 4.0. Skolens Mac-computere arbejdede hårdt på at rendere en cross dissolve mellem to klip i lav opløsning. Ofte skulle man starte forfra igen pga. af hyppige nedbrud. Og redigering af klip i høj opløsning kunne man godt glemme alt om. Vi filmede først og fremmest til CD-ROM produktioner.
Der skete ikke meget i de kommende versioner. Mange Premiere opdateringer på daværende tidspunkt gik ud på at tilføje nye overgangseffekter, de såkaldte bryllupseffekter såsom wipes, curls og lignende. Langsomt kunne de opnås uden rendering. Lidt senere kom en Premiere Pro kun kompatibel til PC på markedet. Mac-brugere måtte se sig om efter andet software. Det tog lang tid før Premiere gik fra at være et temmelig latterligt stykke software til skolebrug til noget, der kunne bruges professionelt. Der er nu gået tretten år siden min skoletid på NTI, hvilket svarer til flere generationer i datatermer. Softwareverdenen er ikke hvad den har været, og det skal vi være taknemmelige for.
Hvem der end køber Adobes seneste kollektion og den dyreste version, Master Collection, skal i dag betale mere end 22.000 kr. En opgradering fra en tidligere version koster knap 9.000 kr. Det er mange penge, men så får du også forskelligt software såsom Adobe Photoshop CS5 Extended, Illustrator CS5, InDesign CS5, Acrobat 9 Pro, Flash Catalyst CS5, Flash Professional CS5, Flash Builder 4, Dreamweaver CS5, Fireworks CS5, Contribute CS5, Adobe Premiere Pro CS5 (med Adobe OnLocation CS5 og Encore CS5), After Effects CS5 og Soundbooth. Nok til at holde dig beskæftiget i lang tid. Plus tilstrækkelig til professionelt arbejde inden for alle spektrer af multimedie.
Premiere Pro
På overfladen ser det ikke ud som om, der er sket meget, men går vi dybere er Premiere Pro version CS5 nu et 64-bit software. På den måde kan programmet udnytte alle computerens ram og processorer. Premiere Pro CS5 er kompatibel med Windows Vista, Windows 7 og Mac OS X. Dem, som vil få mest ud af 64-bit versionen, er højst sandsynlig videoklippere og dem, som arbejder med formater i høj opløsning, f.eks. AVCIntra, XDCAM EX og RED. Men hvad er anderledes i forhold til Premiere Pro CS4?
Mercury Playback Engine
Adobe har omarbejdet afspilnings-motoren for Premiere Pro CS5. Den har nu native support for bl.a. Nikon og Canon DSLR-kameraer. Adobe har også tilføjet Fractional Playback for alle filformater, som tidligere kun var tilgængelig for RED raw-medie. Resultatet er, at du kan vælge at læse hvert sekund eller hver fjerde pixel, som gør det muligt at arbejde fleksibelt med høj opløsning og langsomt afspillende filer selv på langsomme computere. Mercury Playback Engine understøtter også blandede filformater. Derfor kan du afspille AVCIntra, XDCAM EX og andre formater på samme tidslinje.
Bortset fra det er den absolut vigtigste nyhed for dem, som arbejder med tunge filer eller filer i høj opløsning, at Adobe har tilføjet en GPU-acceleration for bestemte Nvidia-baserede grafikkort, som understøtter CUDA. CUDA er simpelthen noget, der giver dig mulighed for at køre almindelige programkoder på dit grafikkort, i stedet for at det bare beregner grafikken. Med sådan et grafikkort kan du køre 4K-opløsningsfiler med forskellige effekter på en række klip på flere spor og stadig afspille det hele i realtid. En verden til forskel fra min 90’er computer, som brød sammen efter at have renderet et cross dissolve mellem to klip i lav opløsning. Under lanceringen af CS5, viste Adobe en HD-sekvens med 11 lag HD-video i fire forskellige formater, DVCPro HD, HDV, Canon 5D og AvcIntra. Alle klip havde mindst fire effekter som f.eks. farvekorrektion, position, skalering og skarphed. Dertil blev den nye GPU-accelererede Ultrakey anvendt. Det hele blev afspillet i realtid.
|
|
Lagt online: 16-12-2010 | Side: 1 2 3
|
| Mest læste artikler |

 |
|
|
|
|
|
|
|