Anders Bech-Jessen er især kendt af tv-seerne for sin tid som vært på flere profilerede tv-programmer, blandt andet DR1's forbrugerprogram Kontant og 21 Søndag. Han har tidligere været morgenvært på både P4 København og Go’Morgen P3. Nu er det så P1 Morgen-lytternes tur til at vågne med Anders Bech-Jessen i ørerne.
– Jeg glæder mig til sammen med de øvrige P1 Morgen-værter at interviewe de begavede eksperter, de skarpe debattører og de engagerede aktører, som P1 Morgen er så fuld af, siger Anders Bech-Jessen.
P1 Morgen fra 6 til 9 er et dagligt aktualitetsprogram, hvor perspektiv, debat og et stærkt journalistisk fokus er kernen. En kvart million mennesker lytter hver morgen med på nyheder fra indland, udland, erhverv og kultur og får masser af baggrund, analyse og aktuel samfundsdebat.