|
- Tilbage
KW Cases
Et besøg hos KW Cases viser, at dansk håndværk stadig lever og har det godt. Firmaet, der snart har 30 års jubilæum bygger flightcases til alle brancher, men naturligvis især til audio/video i alle afskygninger.
I bunden af Navergangen i Karlslunde ligger adskillige bygninger og på alle står der KW Cases ved indgangen. At producere flightcases i internationalt format kræver format – ikke mindst i form af plads. En rundtur i firmaet gav et indtryk af en virksomhed, hvor man kæler for detaljerne, samtidig med at man er gearet til storproduktion. ”Men vi vil gerne understrege, at vi både fremstiller små produktioner ned til én kasse til store ordrer til firmaer, der vil have en specialløsning”, forklarer den daglige leder og direktør, Pernille Kaaber. Man råder over lokaler til produktion, finerpresse, sprøjtekabiner og lager. Hertil kommer showroom og flightcase butik, som alene fylder 260 kvm.
Mangfoldig produktion
Pernille Kaaber er datter af Niels og Eva Kaaber, der stadig er i firmaet, men er ved at trappe ned. Dertil finder vi Niels Larsen – gift med Pernille og også medejer af firmaet. Dertil er endnu en medarbejder. De fem står for hele produktionen, der også omhandler lakeringsopgaver. Man købte et autolakeringsværksted til formålet i 1997 – to år efter man flyttede ind i lokalerne i Karlslunde. Men firmaet er faktisk stiftet tilbage i 1981 og har 30 års jubilæum i branchen til sommer. ”Men det har vi nu ikke tænkt os at gøre så meget ud af”, siger Niels Kaaber med et glimt i øjet.
Grunden til at produktion af flightcases kræver så meget plads, får man et indtryk af, når man går på firmaets hjemmeside (www.kwcases.dk). Her kan man se, at man producerer flightcases til alle formål i AV-branchen. Herunder til lamper, motortaljer, redigerings-udstyr, pianoer, discopulte, discokugler (diskoteksbranchen er en stor aftager) med mere. Det er alt sammen noget, der fylder godt op på de mange kvadratmeter.
”Det er ikke kun AV-branchen, vi leverer til. Industrien er en meget stor kunde. Her har man behov for cases med navn og måske lås. På store byggepladser kan det dyre værktøj og måleinstrumenter hurtigt blive væk, og så kan det betale sig at investere i en flightcase”, forklarer Eva Kaaber. De fleste af kunderne vælger da også at få fræset logo i deres cases. Det kan man gøre fuldstændigt (med få undtagelser), som kunden ønsker.
Man har for eksempel lige fremstillet cases til Cern ”Big Bang” koncernen, der har haft en fremvisning på Experimentariet og havde brug for specielle cases til at transportere sine dyre skærme videre til næste land. ”De blev henvist til os, da vi i forvejen har kontakt og samarbejde med Experimentariet”, fortæller Eva Kaaber. Selvom KW Cases primært har professionelle kunder, så leverer de også til private og har da også et showroom, hvor alle er velkomne til at komme og købe eller blive inspireret til, hvilken case de har brug for.
Mest specialproduktion
At kunne opfylde kundens behov kendetegner firmaet godt. For selv om man har et katalog og en række produkter, som er standard – herunder ikke mindst mixerpulte, så er den største produktion faktisk på bestilling efter mål. Der er mange firmaer, der har brug for helt specielle størrelser og ikke mindst indretning. Indretninger bliver fræset i skum og kan gøres yderst præcist. Man udfører også indretning i træ til de opgaver, hvor der kræves meget styrke eller mulighed for at kunne bore/hænge enheder i indretningen. En anden niche er cases til højttalere, så disse ikke får skader under transport.
Alle flightcases bygges mere eller mindre af birkefiner – den dyre slags fra Skandinavien, da det kun er den, der lever op til firmaets kvalitetskrav. Det er en kostbar, men også en meget holdbar løsning, der er billigere for kunden i længden. Produktionslokalerne fyldes da også op af nogle af markedets mest avancerede maskiner til opskæring af plader, fræsning og ikke mindst skæring af de aluprofiler, der er i kanterne på alle cases.
Den meget store CNC-fræsemaskine er en yderst avanceret sag, der faktisk kan skære en kugle, hvis det er det, man ønsker! ”Pointen er, at det er præcist. Det betyder, at kommer man som kunde om 10 år og vil have en ny topplade eller andet til noget, vi har produceret, kan vi hurtigt lave en ny ud fra computer-programmet. Og så vil den passe perfekt”, forklarer Niels Kaaber. ”Nogle producenter reklamerer med håndbyggede cases, men når der skæres ud med en stiksav eller lignende i hånden, vil du ikke kunne få den præcision vi har”, forklarer Niels Kaaber.
Gode idéer i krisetider
KW Cases har som resten af branchen også mærket krisen – men faktisk kun fordi én stor kunde forsvandt. Men allerede mindre end halvvejs i regnskabsåret har man indhentet forrige års omsætningen, så man ser positivt på fremtiden. Under krisen blev der til gengæld tid til at tænke i nye baner. Her udviklede man blandt andet en case til fladskærme, som kommer op automatisk via en fjernbetjent motorlift. Man tager toppen af og trykker på en knap, og skærmen kommer op af casen. Det er oplagt til brug på messer og lignende, og casen har desuden plads til kabler og afspillere, hvis man har behov for dette.
En anden ”opfindelse” er en rullende garderobe/kontor til brug på udstillinger eller større TV-produktioner. Eller et rullende køkken/bar, hvor man kan have en mikrobølgeovn, kaffemaskine og andet – det hele er lige til at klappe sammen, og hele casen kan køres ud til transport.
Med kunden i centrum
Besøget hos KW Cases efterlod indtryk af et firma, hvor man leverer solidt godt dansk håndværk og er stolte af det. Det var imponerende at se, hvor dedikeret man er i et fag selv efter 30 år. Man fortæller,at man altid har kunden i fokus ”, og uanset hvilket stort navn, der henvender sig, kommer man ikke automatisk forrest i køen”, fortæller Pernille Kaaber. ”Men vi gør altid en ekstra indsats, når det er nødvendigt. For nyligt skulle vi fræse huller i 400 plader til indbygning af lamper i rampen til Dansk Melodi Grand Prix, og i sidste øjeblik fandt producenten ud af, at man skulle bruge 100 mere. Så måtte vi arbejde igennem hele natten for at nå det, og det gør vi gerne, når det kræves”.
|
|
Lagt online: 05-04-2011 | Side: 1
|
| Mest læste artikler |

 |
|
|
|
|
|
|
|