DR Internationalt Salg har netop solgt Emmy-vinderen fra 2003 til Letland, hvor seerne nu har udsigt til at skulle se samtlige 22 afsnit af serien, som havde Søren Sveistrup som hovedforfatteren.
Udover ’Nikolaj og Julie’s trakasserier med kærligheden, har letterne blandt andet også købt DR-dokumentarer som ’Den bitre smag af te’ og ’SOS – fanget af pirater’.
I forvejen er ’Nikolaj og Julie’ – der bliver spillet af Peter Mygind og Sofie Gråbøl - blevet vist i Island, Norge, Finland og Sverige. Og derudover har parret også været en tur på polakkernes tv-skærme.
”Gennem de senere år er tv-stationerne i Østeuropa blevet pænt store aftagere af DRs programmer. Vi sælger flere timer til dem end tidligere, og de ser os som et godt alternativ til nogle af de store distributører på markedet,” siger chefen for DR Internationalt Salg, Helene Aurø.