|
- Tilbage
Nyt stort trådløst system i Malmø
I forbindelse med premieren på musicallen "Singin’ In the Rain" har Malmø Opera, der drives af Region Skåne, fået installeret et omfattende trådløst mikrofonsystem, Sony DWX, der er fulddigitalt og omhyggeligt kalibreret af producenten på stedet.
Sony kommer til at benytte dette som referenceanlæg til produkt-udvikling og markedsføring. Jeg får mig en snak med operaens lydchef Bengt Frienholt. – Vores publikum kan vente sig en helt ny lydoplevelse. Sangernes individuelle stemmer bliver markant tydeligere, og hvisken fra scenekanten mærkes næsten som hvisken i ens eget øre, siger han.
Det er Arva Trading i Sverige, der leverer hele løsningen, fra mikrofon til højttaler, men folkene hos Sony ville gerne selv være med, og det tog 10 dage for 18 japanske og engelske teknikere at konfigurere hver enkelt sender og modtager i hver en afkrog af huset, således at overførslen mellem scene og mikserpult kunne blive så fleksibel og effektiv som muligt.
– Vi har endnu ikke oplevet et eneste udfald eller nogen forstyrrelser i løbet af nogen del af indkørselsfasen, der har strakt sig over en måned, fortæller lydteknikeren Joakim Täck, der netop nu sidder og repeterer med orkestret. Han fortsætter:
– Lydkvaliteten er fantastisk. Vi taler om 20-22.000 hertz uden tab, støj eller komprimering noget sted i kæden. Så der er et langt spring ned til det analoge system, vi tidligere havde, selvom det var blandt de bedste dengang.
Frekvenstildeling
DWX-systemet (forhandles i Danmark af Alfa Audio) bygger på Sonys WiDIF-HP-toksikologi og arbejder med 48 KHz/24 bit med over 106 dB dynamik (se faktavindue). Investeringen, der har kostet ”flere millioner”, er ikke bare foranlediget af Malmø Operas egne behov. Sverige er nemlig det første land i Europa til at indføre nye frekvenser iht. nye EU-direktiver vedr. lydfrekvenstildeling til teatre og koncertsale. Som et kuriosum kan det nævnes, at Storbritannien ikke går over til digitalt før OL i 2012 er afsluttet. Man kan ganske enkelt ikke nå at ombygge alle berørte arenaer og haller forinden.
Bengt Frienholt ansøgte om og fik dispensation til at køre videre på det analoge, men da chancen bød sig til en udskiftning midt på sommeren, midt imellem to sæsoner, var beslutningen oplagt. Før eller siden var det jo alligevel nødvendigt, og Sony var netop blevet klar med deres nye system og ville gerne have det ud.
Minimumsafstanden mellem de forskellige kanaler er 125 KHz, men visse frekvenser inden for det tildelte bånd, 470-790 MHz, er allerede optaget af tv-kanaler og skal altså springes over for ikke at forårsage forstyrrelser.
|
|
Lagt online: 09-12-2010 | Side: 1 2
|
| Mest læste artikler |

 |
|
|
|
|
|
|
|