Mads Steffensen, der er vært på ’Mads og Monopolet’, er stolt over at få hæderen.

”Jeg er utrolig glad og stolt over at modtage den her pris. Det er jo lytternes og seernes pris, og det er en kæmpe anerkendelse. Jeg siger altid, at vi har Danmarks bedste lyttere, og det passer. Nu har jeg lavet programmet i næsten otte år, og lytterne bliver ved med at ringe, skrive og bakke op om programmet. Det er jeg både stolt og ydmyg over. Men selvfølgelig skal jeg også takke min lille redaktion og alle deltagerne i Monopolet. Det er en farverig, skør, begavet, selvironisk og uforudsigelig flok, der leverer lørdag efter lørdag. Jeg er pivstolt over at vinde denne pris,” siger Mads Steffensen.
Programmet var ualmindeligt populært lørdag den 26. februar, hvor næsten 700.000 lyttede med, da Annette Heick, Nicolaj Kopernikus og Mads Christensen luftede deres holdninger om alt fra voldsomme højttalere over studenterfester og charterferie til en homoseksuel - og måske prostitueret - lillebror.
Dermed blev ’Mads og Monopolet’-udsendelsen den mest hørte af slagsen i næsten to år. Og med de præcis 672.000 lyttere, der var, svarer det til, at næsten 15 procent af hele Danmarks befolkning hørte ’Mads & Monopolet’ i weekenden.
Fakta om programmet:
· Programmet bliver sendt hver lørdag fra 9.00-12.00 på P3.
· Programmet er opkaldt efter værten Mads Steffensen og blev sendt første gang i 2003.
· Monopolet består af tre kendte gæster, der besvarer lytternes små eller store spørgsmål.
· Monopolet skifter deltagere hver uge, men tæller blandt andet Suzanne Bjerrehuus, Søren Pind og Mads Christensen.
· Den mest lyttede ’Mads & Monopolet’-udsendelse nogen sinde blev sendt den 29. marts 2008, hvor 883.000 lyttere havde stillet ind.